mandag den 10. september 2007

To SAS-fly måtte vende om mandag

Problemerne fortsætter på SAS-flyene af typen Dash 8-Q 400. I dag måtte et fly på vej til Prag fra København vende om to gange på grund af tekniske problemer

Mandag morgen var der igen problemer med den ulykkesramte flytype Dash 8-Q 400. Et SAS-fly på vej til Prag måtte efter kun 20 minutter returnere til København, da der var tekniske problemer om bord, skriver DR.

Pasagerne blev sendt i luften i et nyt fly af typen Dash 8-Q 400, men kort efter var den også gal med dette fly, som også måtte flyve tilbage til Københavns Lufthavn.

Blev tilbudt et tredje fly
- Det var komplet surrealistisk, og jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe, at den nu var gal igen, fortæller passager Ole Rasmussen til DR Nyheder Online.

De strandede passagerer blev tilbudt et nyt fly til Prag, men for Ole Rasmussen og hans kone Jeanette var der ikke stemning for et tredje forsøg.

- Min kone har altid været nervøs for at flyve, så nu mente vi, at det måtte være nok. Det blev forstærket af, at personalet også virkede meget frustrerede over situationen, siger Ole Rasmussen, der derfor aflyste rejsen til Prag.

Kommunikationskonsulent Mikkel Løndahl fra SAS bekræfter overfor DR Nyheder, at der var tale om fly af samme type som det forulykkede fly i Aalborg, men at de tekniske problemer denne gang havde andre årsager.

Ingen kommentarer: